Vampyr Toget

I dag oprettede jeg denne blog med grundideen at fortælle lidt om s-togs kulturen set i et digitalt-pædagogisk perspektiv. Efter at have stirret lidt på de forskellige mennesker her i s-toget er det gået op for mig at s-togs kulturen faktisk er rimelig tør. Der er ingen der siger noget, de sidder bare med deres musik i ørerne, klikker håbløst på deres touch telefon eller sidder med en computer og lader tasterne glide henover tasteturet, der er sågar en der har en mus med. Et par stykker læser, de typiske sladderblade, men der er en ung pige der læser Vampire Diaries.

Hvad kan vi så få ud af det?

Den unge pige der sidder med Vampire Diaries, hvor har hun fået lyst til at læse den fra? Hvem har givet hende inspirationen? I dag bliver bøger til medier og omvendt. Vampire Diaries er en fantasy ungdomsserie, hvis popularitet kan sidestilles med f.eks. Gossip Girl, der også kun var bøger i første omgang. Det sker oftere og oftere at bøger bliver lavet til film og serier, men det hænder også at det bliver gjort den anden vej rundt, f.eks. Min bedste vens bryllup, der er bogen skrevet på filmen. Hvis vi skal være helt ærlige handler det – sort på hvidt- om penge. Det samme gælder merchandise. Altså der var ligesom en grund til at jeg kunne sove i Aqua sengetøj hver nat! Men sådan er verden nu en gang, vi skal alle tjene penge.

Det man så kan diskutere er, hvor sundt det er at så mange bøger bliver lavet til film og film bliver lavet til sengetøj. Hvad er det vi kan miste ved at tage en bog som Twilight og lave den til en film? Evnen til at reflektere og bruge sin fantasi. Det er ikke så mærkeligt unge ikke bryder sig om at læse og måske heller ikke er så gode til det, de kan jo bare se det på film, den ligger jo på Netflix eller Viaplay. Jeg ville virkelig gerne læse Da Vinci Mysteriet, men jeg ved at jeg aldrig får det gjort for jeg har jo allerede set filmen, så jeg kender slutningen. Så forsvinder det spændende. Jeg har allerede en mening om hvordan Robert Langdon og ham den uhyggelige Silas fra Opus Dei ser ud. De ligner Tom Hanks og Paul Bettany. Jeg har simpelthen mistet chancen for at danne mig mit eget indtryk og skabe mine egne scener, det hele er gjort for mig i Hollywood, eller Frankrig i det her tilfælde.

Det er en udvikling vi ikke kan stoppe, og det skal den måske heller ikke. Men kan man forsvare pædagogisk at ens børn bliver frarøvet evnen til selv at danne sig et billede og lære at reflektere over det de har oplevet?